(Se fotos nedenfor teksten)
Hvis man kommer ad vejen fra Husum-Ballum, og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Ser man sig ikke meget godt for, vil det eneste der vidner om, at her er en kirke, være den afviser i form af et skilt menighedsrådet har foranlediget opsat ved vejen. Kommer man derimod fra enten syd eller øst, vil man næsten ikke kunne undgå at få øje på kirken. For fra især øst ligger kirken synligt som lidt hævet over det øvrige østlige landskab. At mange af Danmarks landsbykirker ligger på forhøjninger eller bakker rundt i landskabet, så de er synlige viden omkring, er ganske almindeligt. Men for Skast kirkes vedkommende har det givetvis yderligere haft en årsag, nemlig for at ligge på et tørt sted ved stormfloder.
Det kan lyde underligt, at havet ved stormflod skulle kunne nå helt til Skast, men det fortælles, at inden Ballum diget blev bygget (1914-18), kom vandet til Skast ikke vest fra, men fra øst via Randerup og Harres. I ældre tid var det ganske overraskende for folk, der kom udefra for at arbejde i Skast. De forventede helt naturligt vandet fra vest, for der lå jo havet.
Men kirken lå, og ligger, altså tørt og godt gemt inde bag store træer. Indgangen til kirkegården, der i hele sin fremtoning virker meget oprindelig og måske ikke engang er udvidet siden anlæggelse, kan finde sted gennem tre åbninger i kirkegårdsdiget. Mod vest en lille trælåge, der inden præstegården blev nedlagt, var indgang for præsten. Mod syd og øst er der ganglåger med smedejernsfløje, og hvidkalkede piller med pyramidetop.
Selve kirken er fra ca. 1250, skibet muligvis yngre. Apsis op kor er opført at rhinsk tuf med munkesten som afslutning, og kirkeskibet er udvendig muret i munkesten og indvendig i kampesten. 
Indgangen til kirken foregår gennem våbenhuset i bunden af tårnet, og inde i våbenhuset får man allerede fornemmelsen af noget lidt anderledes end i så mange andre middelalderkirker. Dørpartiet mellem våbenhus og kirkeskib er med kulørte glasruder i dobbeltdørens øvre del. Det i sig selv har sit helt eget udtryk. Inde i kirken fremstår skib og kor m. apsis som et helt og sammenhængende rum. I mange kirke er der halvmure, der danner en overgang fra skib til kor, men ikke i Skast kirke, hvorfor koret nede fra skibet ses i sin fulde bredde.
Alterbordet har et reliefskåret årstal 1619, og er sikkert fra samme værksted som alterbordsforsiden i Hjerpsted kirker fra 1622. De minder i høj grad om hinanden. Fyldningerne i alterbordsforsiden er inddelt i fire felter med relieffer af dyder: fra venstre 1) kvinde med sammenlagte fingerspidser foran brystet, 2) Styrken, 3) Troen, 4) Håbet.
Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400-tallet. Tavlen er en skabstavle med to bevægelige fløje, og fremstår i dag med en central krucifiksgruppe i midtskabet, som er af relativ nyere dato. Hvad midtskabets oprindelige figurer angår, hedder det i 1850 (Tønder provstearkiv 1649-1908): "Altertavlen forandres, idet de i kunstnerisk henseende såre uskønne og i deres betydning såre uklare træfigurer borttages, og en træfigur forestillende Kristus på korset opsættes". Man ved, at i 1881 blev der solgt nogle gamle figurer fra kirken, som sikkert har være midtskabets.
Alterkalken er noget for sig. Den er sammensat af dele fra tre forskellige tider. Den ældste er foden, som stammer helt tilbage fra omkring år 1500, altså i tiden under kong Hans, og inden reformationen i Danmark i 1536. Man kan derfor sige, at alterkalken (dog kun kalkens fod) i Skast kirke nok er den ting/redskab, der i sognet på samme tid er ældst og stadig i brug. Mange andre brugsting fra 1500-årene og senere er allerede havnet på museum. Men alterkalken i Skast kirke anvendes fremdeles søndag efter søndag. På foden er indgraveret, elemosina petri ugel (barmhjertighedsgave fra Peter Ugel). Skafleddet er fra omkring 1600, og bægeret fra 1851.
Iøjnefaldende er også det store korbuekrucifiks fra slutningen af 1400-tallet. Det svarer ret nøje til det i Brede kirke, er 1,2 meter højt, og hænger midt over overgangen fra skib til kor. I 1948 fremdroges krucifiksets nuværende farver, Jesu brune hår og skæg, den forsølvede tornekrone og det gyldne lændeklæde.
Sidst skal nævnes, at som så mange andre steder her i Sønderjylland er der også en mindetavle over faldne i 1. verdenskrig, skåret af P. L. Brodersen. Mindetavlen kan ses inde i våbenhuset/tårnrummet på den nordlige væg.
