Ballum Sogn

Ballum er opdelt i flere bydannelser, hvis navngivning nok kan give anledning til forvirring: Ballum Vesterende, hvor kirken ligger; Ballum Østerende, øst herfor og i tilknytning til denne Mølby Ballum. En god kilometer syd for "kirkebyen" ligger Baadsbøl Ballum og Husum Ballum, der efterhånden er sammenvoksede. Desuden kan nævnes Harknag, Buntje, Nørrehus samt Rejsby, alle med tilnavnet Ballum.

Ballum har en uhyre karakteristisk landskabelig beliggenhed. Det er en typisk "randby" på overgangen mellem Hjerpsted bakkeø og marsklandskabet omkring Brede å's udløb. Bakkeøens flade ligger ca. tolv meter over havet, og mod nord falder de klart markerede skrænter mod Ballum enge, seks til otte meter. Netop ud for Ballum Vesterende skifter landskabet. Her begynder marsken og det i 1914-19 byggede dige, der strækker sig omkring ti kilometer mod nord til Astrup Banke. Udenfor diget har der i tidens løb dannet sig et anseeligt forland set i relation til den oprindelige kystlinie.

Ballumbebyggelsen har tidligt været ret så rig og omfattende. Det ses tydeligt på de ældst kendte kort. Nogle af de gårde, der lå ved skræntens fod er senere flyttet mod syd. Bebyggelsen i Ballum Vesterende er den bedst bevarede og heraf ikke mindst husene, der trykker sig tæt op ad kirkegårdsgærdet.

Det lille nu fredede tinghus, der ligger bygget ind i kirkegårdsgærdet og i dag fungerer som lagerrum, rummede birkeretten indtil 1825, hvorefter det fungerede som skole og senere missionshus. I et andet af husene omkring kirkegåden, i det sydvestligste hjørne, har der været kro.

Nord for kirkeområdet og i direkte tilknytning hertil ligger præstegården. Havens stendige og hegn samt de stor træer danner en præcis grænse mod de åbne marker.

Ballum kirke er usædvanlig stor, og ligger i Ballum sogns nordvestlige del. Den store kirkegård hegnes af kampestensdiger, der flere steder i syd og vest er brudt af bebyggelse fra ældre tid. Foruden mindre åbninger i syd og nord findes der tre murede portaler, som danner adgangsvejene til kirke- og kirkegård. Kirken består af apsis, kor og skib fra romansk tid, med et sengotisk tårn og sakristi samt renæssance våbenhus (fungerer i dag som kapel) på kirkens nordside. Kirken, der er bygget dels af tufsten og dels af tegl, fremtræder hvidkalket med undtagelse af tårnet, der er af røde teglsten. Tagene er alle tækket med bly. Tårnet har en højde på 104 fod eller ca. 31 meter.

Indtil 1859 var der også et søndre våbenhus. I 1703 og i 1705 kaldes bygningen henholdsvis søndre skriftehus og søndre våbenhus, men sandsynligvis var den allerede på dette tidspunkt indrettet til skole for hele sognet. Senere benyttedes bygningen til "Grandestue" (dvs, bymændenes forsamling) for sognets beboere, som sådan omtales den i 1855.

Kirken er opført i 1100-tallet. 1216 fik Ribebispen, til hvis arkidiakonat kirken lå, bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender. Ved reformationen kom kirken under kongen, men i 1661 erhvervede Hans Schack patronatsretten, og kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931. Under svenskekrigene i 1600-tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 om hjælp til kirkens istandsættelse anføres, at svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted og haft kanoner i tårnet.

Indvendig i apsis findes senromanske kalkmalerier fra omkring 1250 eller lidt senere. Efter en noget hårdhændet behandling i tidernes løb er de endelig afdækket i 1931 og restaureredes i 1936 af Egmont Lind.

Kirkens inventar

Alterbordet er middelalderligt, og alteret har været viet Sankt Nikolaus og jomfru Maria. Det antager man, da man, da altertavlen fornyedes i 1924, fandt et relikviegemme (en rektangulær blyæske af godt 1 mm svær blyplade, 9x7,3 cm og ca, 3 cm høj). På låget er der indridsede minuskler:

"S (an)c(t)i nikolai / S (an)c(t)æ Virgin(is)" . Æsken indeholdt en lille, rød, spids silkekalot, firdelt af lodrette sømme i reliefbroderi med guldtråd og knude foroven. I kalotten indstukket en knoglestump. Desuden syv afrevne tøjstumper, sikkert silke, i grønt, gult, rødt, brunt, hvidt og to stykker vistnok i dekomponeret rødt.

Altertavlen, tidligere med årstallet 1801 (eller 04) i enkel klassisistisk stil med glatte sidepilastre, der i 1924 forsynedes med høje postamenter; samtidig blev topstykket, Jahve i stråleglans, erstattet af et fyldingsbræt med fire rosetter, og et maleri af Larsen Stevns, Kristus og den kana'anæiske kvinde, indsattes i storstykket.

Døbefonten er romansk og af sort Namur-kalksten, et belgisk importstykke. Den underkastedes i 1957-58 en gennengribende istandsættelse af billedhuggeren Vitus Nielsen. Tidligere var døbefonten udstyret med en fontehimmel, som forsvandt i 1906.

Prædikestolen, med reliefskåret årstal 1600, har syv fag, af hvilke de tre springer frem som karnap. Reliefferne forestiller 1) bebudelsen, 2) fødselen, og forkyndelsen for hyrderne, 3) Dåben, 4) korsfæstelsesgruppe, 5) opstandelsen, 6) himmelfarten, 7) dommedag.

Stoleværket, der er smukt og ensartet, blev fornyet i 1738, og i 1824 maledes de blå, og fremtræder som sådan i dag, dog også med lidt rødt på gavlene.

Kirkeskibet domineres af to smukke barokpulpiturer. Èt langs vestvæggen fra 1692 ( kun en stump bevaret efter orglets anbringelse), og èt langs nordvæggen fra 1734. Nordpulpituret "indskrænkedes" i 1961, og vestpulpi- turet erstattedes til dels af orgelfacaden, der er samtidig med orglet. Dette leveredes i 1880 af Marcussen og søn, Åbenrå, og har 11 stemmer, manual og pedal.

Tårnuret er forsynet med en skive (årstal 1921) på nordsiden af tårnet. Uret er tidligst nævnt i regnskaberne i 1627, da det repareredes. I 1851 betegnedes det som ubrugeligt, men er hovedrepareret i nyere tid.