Sagnet om sorgagre

Både Karen Blixen og Paul la Cour har skrevet noveller om det sagn, der fortæller historien om en mors hengivenhed for sin søn. Så stor en hengivenhed, at hun gav sit liv, idet hun måtte høste en ager fra solopgang til solnedgang for at få ophævet dødsdommen over sønnen. Det gjorde hun, men segnede død om efter at have høstet sidste strå, akkurat da solen går i hav.

I Ballum kirke er der udarbejdet en lille folder, som fortæller lidt om historien, idet der på Ballum kirkegård ligger en temmelig stor og gammel, delvis forvitret gravsten, der kaldes "sorgagrestenen". Den omtalte ager, hvor moderen høstede for sin søns liv, skulle ifølge overleveringen ligge lige syd for kirken. Her gengives folderen, som ligger i kirken:


Sorgagre

"Sagnet om Sorgagre" er så smukt og ejendommeligt, at der kan være grund til at se lidt nærmere på dets historie. Sagnet er en vandrehistorie, der kendes fra mange andre steder, og der er mange udgaver, også for Ballums Sorgagresagn. I "Sprogforeningens Almanak" i 1909 fortæller Kr. Jensen, Ballum, således:


"Moderkærligheden"


"I stormflodsnatten 1634 bortskylledes også det meste af den lille by Misthusum, som lå en mil sydvest for Skærbæk på 7 såkaldte varfter. Meget kvæg omkom, og bohavet fandtes dagen efter inde ved Skærbæk. Nu fortæller sagnet, at en søn af en gårdmandsenke fra Misthusum "bler va`r", at en mand ranede af bohavet, som stammede fra Misthusum, rejste over til Kong Kristian d.IV og tryglede ham om sønnens liv. Kongen gik ind på at lade sønnen løs, hvis enken fra sol stod op til sol gik ned, kunne med segl skære 1 ager ( 1/3 demat) byg på den mark i Ballum, som ligger 400 alen syd for kirken.

Enken gik i færd med arbejdet, og da solen gled i Vesterhavet, var enken også færdig med ageren. Men da hun vil rejse sig fra den, dagen igennem krumbøjede stilling, knækker ryggen på hende."

Hun blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglen ses tydelig på stenen, medens indskriften af tidens tand er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag " e Sørreavver", Sorgagrene.

Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage, som denne havde forbrudt.
Moderens arbejde havde frelst sønnen, medens hun af moderkærlighed satte livet til for sønnen."